Om en personlig udfordring

Marts måneds skønhedsfavoritter

dsc_0003Marts lakker mod enden. Det der egentlig skulle have været en forårsmåned er nærmere gået hen og blevet en del af vinteren. Men fred nu være med det. Foråret – og sommeren – skal nok komme. Det er jeg sikker på. Forhåbentlig er der snart lunere temperaturer på vej, så vi slipper for huer og handsker i april måned. Det er ikke helt passende, trods alt.

Jeg har erhvervet mig lidt nye skønhedsfavoritter på det seneste, som jeg lige ville dedikere et indlæg til, efter jeg nu har brugt dem et par måneder. Jeg er ikke en skønhedsguru, overhovedet. Men jeg går op i det i den forstand, at jeg altid er på udkig efter nye produkter, der måske kan give min hud noget ekstra pleje. Jeg nærmer mig jo med hastige skridt mit 32. leveår, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tydeligt kan se en forskel i mit ansigts folder efter jeg har fået børn. Især nummer to. Jeg viste en dag Simon et billede af Carl-Emil og jeg, da han var omkring 10 måneder. Ligesom Lily Sofia er nu. Jeg så helt ung ud. I hvert fald i forhold til det, der møder mig i spejlet i dag. Jeg kan sagtens se, at de seneste lille års tid har holdt lidt hårdt og har sat sine spor. Primært omkring mine øjne.

Nå, det er jo sådan det går, og det må jeg acceptere, medmindre jeg kaster mig ud i vilde botoxbehandlinger og alverdens rynkecremer, hvilket jeg ikke har i sinde. Foreløbig i hvert fald. Større er problemet trods alt ikke, men derfor kan jeg alligevel godt lide at pleje min hud lidt ekstra og give den lidt kærlig opmærksomhed. En del af den selvforkælelse og hverdagsluksus, som ellers nemt kan drukne i bleer, madlavning og børnesange.

Lermasken fra Ecooking er den seneste erhvervelse indenfor decideret pleje. Jeg bruger den en gang ugentligt, smører et godt lag på og lader den tørre på huden. Den dufter lidt af agurk, og den er rigtig lækker. Det er helt sikkert en maske, som jeg vil købe igen. Jeg føler, at den har reduceret mine porer især omkring næseregionen, og så giver den huden følelsen af at være renset godt i dybden samt fået en frisk glød. Vigtigt med træt mor-hud, ikke? 😉

dsc_0005Det andet ansigtsprodukt som jeg er gået hen og blevet glad for, er rensecremen fra Karmameju. Jeg har i lang tid brugt renseskum fra Rudolph, hvilken jeg også stadig bruger, da jeg ikke synes, at Karmamejus rens er decideret egnet til makeupfjerning. Jeg tager altid mascara af først, og så bruger jeg den efterfølgende. Den smøres som et lag creme/balsam på huden og masseres godt ind, og så tilfører man efterfølgende vand, som gør at den bliver mere flydende. Den fugter virkelig min hud godt og efterlader den ikke med den tørre fornemmelse, som nogle renseprodukter kan have tendens til. Tværtimod er det nærmest som at have haft en fugtmaske på. Jeg bruger den hver aften.

Antiperspirante deodoranter. Åh, jeg ville virkelig ønske at jeg havde fundet en, som ikke indeholdt alverdens alkohol, parabener og aluminium. Faktum er bare, at trods de mange ‘rene’ deodoranter jeg efterhånden har været igennem, så virker de ikke. De har simpelthen ikke den effekt, at de kan holde sveden væk en hel dag. Ikke at jeg har særlig tendens til at svede, men jeg har alligevel brug for, at min deodorant holder mig frisk en hel dag, hvor der er ret meget tumlen rundt med børnene. Og det gør denne altså. Den dufter dejligt og efterlader ikke de hvide mærker på tøjet, som nogle deodoranter gør. Sig til, hvis i har nogle gode tips til antiperspirante deodoranter, der ikke indeholder uønskede stoffer!

Sidst men ikke mindst har jeg fundet en topcoat, som faktisk er ret god. Jeg kan godt lide at bruge neglelak og tager måske lak på en gang om ugen – nogle gange farve, andre gange i mere nude og svage nuancer. Det holder sjældent mere end et par dage, før jeg må tage det af igen, for jeg hader, når det er skallet af på spidserne. Jeg vasker fingre mange gange om dagen, så det er nok den primære årsag til, at min neglelak ikke holder sig pæn særlig længe, selvom jeg både bruger base- og topcoat. Fordelen ved denne topcoat er dog, at den samtidig har en hurtigtørrende effekt på neglelakken. Og tid er der ikke altid meget af, så derfor er den ret god. Jeg faldt over flere anbefalinger af den på diverse skønhedssites, så jeg bestilte den hjem fra ebay til en billig pris.

Kan i have en rigtig dejlig fredag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om en personlig udfordring