Denne dag

Godmorgen.

Jeg har netop afleveret begge børn i vuggestuen. Jeg føler mig helt kørt over følelsesmæssigt efter denne morgen og kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg lige har det med det hele. Det her med, at min barsel nu er slut. Jeg tror, at følelsen er naturlig og kan genkendes af mange, der enten står i eller har været i samme situation. Jeg mindes dog ikke, at jeg havde det helt på samme måde dengang med Carl-Emil, men så måske alligevel. Følelsen er dog lidt anderledes denne gang. Måske fordi de sidste 11 måneder har været en del anderledes end min første barsel, og måske også fordi at jeg ved, at jeg højst sandsynligt ikke kommer til at skulle på barsel igen. At Lily Sofia er vores sidste barn.

Jeg har grædt her til morgen. Igen og igen er tårene vældet op i mine øjne og klumpen i halsen vil ikke gå væk. Jeg har knust og krammet mine børn. Kysset dem på deres små bløde kinder. Jeg føler ikke, at jeg kan græde klumpen i halsen væk, så nu prøver jeg at skrive den væk. Få sat lidt ord på, hvordan jeg egentlig har det. Og det er jo ikke fordi, at jeg som sådan er ked af det. Jeg er bare underligt til mode, og jeg kan ikke helt finde ud af at takle alle de følelser, jeg har i kroppen. Det er som om, at de sidste måneder pludselig vælder op i mig igen. Da vi sad og spiste morgenmad sammen i morges, følte jeg pludselig at det lige var igår, at jeg havde siddet med Lily Sofia – lille og nyfødt – i armene imens. Så græd jeg igen. Og så er der en følelse af, at jeg ikke helt ved, hvor tiden helt er forsvundet hen. Og den er underlig. Og lidt vemodig.

Oven i kommer også en slags glæde over, at vi er nået hertil hvor vi er i dag. Jeg har to sunde, raske og velfungerende børn. Vi har overkommet de små bump, vi har mødt på vejen hertil. Vi er blevet stærkere og vi er blevet tættere. De vokser på mig dag for dag, de to. Min kærlighed til dem bliver større. Og pludselig skal vi holde 1 års fødselsdag for Lily Sofia. 1 år. Men det er egentlig en dag jeg glæder mig til. En alder som jeg glæder mig til. For jeg er egentlig mere til den alder, som mine børn har nu, end da de var helt små og krævede mig til nærmest alt. Hver alder har sin charme, men personligt synes jeg det hele bliver sjovere for både dem og mig, når de bliver mere selvhjulpne, når de forstår mere og begynder at kunne kommunikere. Så det er ikke den del, der tynger mig. At de bliver ældre. Det er vores nye hverdag, der nu skal sparkes i gang, og at jeg ikke ved, hvor hårdt det bliver for hverken dem eller os som par og forældre.

Så jeg føler mig lidt trist lige nu. Og træt. Egentlig har jeg mest lyst til at lægge mig i seng og sove det væk, men omvendt ved jeg også at jeg må gøre noget for at få mit humør lidt op og finde det positive syn på det hele frem igen. For der er også meget godt ved det, der nu venter os. Jeg glæder mig til at få kollegaer igen. Jeg glæder mig til at blive fagligt udfordret, og jeg glæder mig til at finde mere overskud uden for hjemmet, så jeg har lyst til at bruge tiden og være nærværende med mine børn, når vi så er sammen. Jeg ved godt, at det bliver hårdt. I perioder. Og at vi bliver trætte og korte for hovedet ind i mellem. At vi alle får gode og dårlige dage. Men overordnet set, så tror jeg, at det hele nok skal blive godt. Det er den tanke, som jeg lige nu skal holde fast i og så hanke op i mig selv. Tørre øjnene og komme videre. Når jeg lige har givet mig selv lov til at dvæle lidt ved tanken om, at denne epoke af mit, Simons og børnenes liv nu er slut.

Simon har også nydt at jeg har gået hjemme. Han har kunne tage på arbejde med ro i maven og god samvittighed og vidst, at jeg har sørget for trygge rammer herhjemme for børnene. At det praktiske har været ordnet og at jeg har haft overblikket. Det kommer jeg på sin vis til at fortsætte med at have, men i forhold til aflevering og hentning er fordelingen lige. Vi kommer til at gøre enten det ene eller det andet hver dag. Hjælper hinanden og er fleksible, der hvor det er nødvendigt. Sådan som det skal være, når vi begge kommer til at arbejde lige meget.

Nu har jeg cirka 6 timer foran mig. Alene og i mit eget selvskab. Som jeg skal bruge på lige at få tanker og følelser til at falde på plads. Synke ind. Jeg skal vist ud og gå en lang tur. Pyt med regnvejr og gråvejr. Måske jeg burde køre en tur lidt væk. Købe mig et par pæne sko til weekendens bryllup eller få ordnet mine negle. Droppe de sidste praktiske gøremål der står på min liste og bare gøre gode ting for mig selv. Og så hente børnene hjem tidligt. Håbe at solen titter frem senere på dagen, så vi kan tage på legepladsen eller ud i haven. Simon ville også prøve at nå tidligere hjem i dag. Han kunne vist godt mærke, at jeg havde lidt brug for ham og hans tilstedeværelse i dag. Så nu skal jeg få det bedste ud af dagen. Det er jo ikke jordens undergang det her. Det er hverken min sidste fridag alene eller med børnene. Det er bare sidste dag i min barsel. Og det føles underligt.