Den der lykkefølelse

Jeg blev ramt af den i dag. Den der følelse, det der splitsekund hvor jeg mærkede at varmen, kærligheden og lykken spredte sig helt ud i mine fingerspidser. Over at sidde på græsset og observere mine to små børn lege. Sammen. Så fik jeg lige den følelse af, at det er helt utrolig fantastisk at de her to er mine. Mit kød og blod, båret i min mave. Af mig. De er mine. For evig og altid.

Denne følelse kan man altid sige højt. Snakke om hvor fantastisk det er at være forældre – eller i mit tilfælde – mor. Men derfor er det ikke selvsagt, at jeg mærker den på daglig basis. For det gør jeg ikke. Jeg mærker kærligheden hver dag, og de får mig til at grine, smile og føle mig lidt ekstra værd. De to, som jeg har været med til at sætte i verden. Men den der fornemmelse eller følelse, som opstår i et tilfældigt øjeblik. En stolthed og at det bare føles rigtigt. Det er ikke hverdagskost. Men den var der i dag, og jeg sugede den til mig og kan stadig mærke den i maven.

Vi gik i haven, da vi kom hjem fra henholdsvis arbejde og vuggestue. Solen er endelig fremme her i det sydlige jylland igen, og Simon var syg og trængte til lidt ro. Så vi trissede udenfor. I bare fødder og med en is i hver hånd – Carl-Emil og jeg. Vi spiste den på trampolinen, mens Lily Sofia valfartede frem og tilbage i mellem os og smagte på den lille sodavandsis, som hurtigt smeltede i den sene eftermiddagssol. De fik en gyngetur under vores store træ ved søen, og herefter gik de i sandkassen begge to, mens jeg plantede mig i græsset ved siden af og nød de sidste varmende solstråler, som jeg havde savnet de sidste par uger. Så sad jeg der. I måske 15-20 minutter hvor de bare tullede rundt. Hældte skovlfulde af sand på rutsjebanen og på mine ben, i mine hænder. Min telefon var – heldigvis – efterladt indenfor. Ellers havde jeg helt sikkert siddet og været uopmærksom og optaget på de sociale medier eller med at optage dem, i stedet for bare at være tilstede. Lige der. I nuet. På et tidspunkt stod de begge to ved legehuset. Carl-Emil serverede sandkager i en lille rød plastikgryde til sin lillesøster igennem det lille vindue i legehuset. Han skiftevis åbnede og lukkede vinduerne til stor fornøjelse for hende, som lyste op i et stort smil, når vinduesklapperne slog op, og hun igen kunne se sin storebrors ansigt. Lige der. Der føltes det helt perfekt, helt rigtigt. At de to er mine. At de to er hinandens. Lige der ville jeg stoppe tiden.

I stedet har jeg lagret det i hjernen og i hjertet. Og det var vigtigt fordi de efterfølgende timer som alenemor med en syg mand var en anelse kaotiske, men det lille øjeblik udenfor havde på en underlig måde sat sig i mig og givet mig den tilpasse mængde overskud der skulle til for at være mor nok til dem begge. Til at give dem begge opmærksomhed, kys og kram. Til ikke at miste tålmodigheden, når aftensmaden – som i øvrigt var havregrød og rudbrødsmadder – blev smidt på gulvet, når de sloges om den samme lille skål med næsten nøjagtig samme mængde håndplukkede ærter i. Når Lily Sofia fik et af sine udbrud over ikke at få sin vilje. Det var ligemeget. Næsten i hvert fald.

Det drukner ofte. Den her følelse af lykke og meningsfuldhed. I hverdagstrummerum, vasketøj og puttetid. Derfor er det så vigtigt at notere mig. Både her og i mit indre. At det er det rigtige, at vi har fået de to så tæt på hinanden. At jeg gør det bedste jeg kan for at være den bedste mor for dem. For at skabe ro, tryghed og harmoni i deres hverdag og ikke mindst for deres personligheder. Det gør jeg. Min fornemmeste opgave er det vel nok. Så er det bare så pokkers dejligt, når det hele giver mening og på en måde betaler sig. Som i dag. Det lille øjeblik, hvor kærligheden bare strømmer ud i min krop og stoltheden over at være mor til de to lige får et ekstra nøk opad.

Kan i sove dejligt.