Om dårlig samvittighed, om at tale pænt til hinanden og om at dele ud af sig selv

God aften kære læsere.

Endelig blev det tid igen til et lille blogskriv for mig. Det kan simpelthen være svært at finde tid til lige for tiden. Både fordi det ikke er muligt at skrive, mens børnene er vågne, og samtidig er der ofte mange andre ting på tapetet, som jeg er nødt til at klare inden jeg sætter mig. Men nu skal i få en lille update på mit liv det seneste tid. I følger sikkert med på instagram, hvor det heldigvis er nemmere at give jer de små daglige updates. Men i hvert fald har jeg været inde i en periode, hvor jeg har været en anelse udkørt og jeg har haft svært ved at finde mit gode humør frem. Ikke på den helt deprimerende måde, men jeg har egentlig bare været træt og haft brug for at finde lidt ro både i mig selv og omkring mig. Det kan jo selvsagt godt være svært med to små børn, og med en mand der har haft en masse små projekter, som ikke inkluderer børnene. Derfor har jeg været nødt til at have dem med mig og omkring mig det meste af tiden. Det er også dejligt. Jeg vil virkelig gerne være mest muligt sammen med mine børn og prioriterer især vores weekender sammen, fordi vi er en af de familier, som har et 8-16 job fra mandag til fredag. Ikke de store udsving her, medmindre jeg tager fri.

Jeg kan sagtens rammes af en dårlig samvittighed over, at mine børn er afsted cirka 7,5-8 timer i institution hver dag. Især når jeg ser så mange mødre på instagram, der har muligheden for at hente deres børn tidligt eller holde ugentlige fridage med dem. Det kan godt ramme mig. Nok også der hvor det gør lidt ondt. For det har vi ikke mulighed for med vores arbejdstider og arbejdssituation lige nu. Jeg føler ikke, at vi prioriterer vores arbejde før vores børn. Slet ikke. Men vores arbejde er også en stor del af os, og udover at vi selvfølgelig skal tjene penge til alle regninger, så får vi også begge noget energi ved at tage på arbejde. Jeg gør i hvert fald. Jeg drøner hjem fra arbejde de to dage i ugen, hvor jeg henter børnene. Ingen ærinder på vejen, jeg står der troligt kl. 15.30 hver gang. Det betyder noget for mig, at jeg overholder de tider og at vi så trods alt godt kan nå hjem og have lidt eftermiddag sammen. Jeg har også valgt at tage mad med hjem hver dag, så vi ikke skal bruge tid på det. Prøver at være lidt spontan ind i mellem og nå en tur på legepladsen eller på biblioteket inden aftensmaden, så dagene ikke er ens. Og at vi kommer lidt ud af rammerne derhjemme og har lidt ekstra kvalitetstid. Jeg føler virkelig, at mine børn får alt det af mig, som jeg er i stand til at give dem. Men når det er sagt, så ville jeg selvfølgelig også gerne have børn der kun var afsted fra 8.30-14 hver dag. Selvfølgelig. Men det ville kræve at en af os sagde vores job op, og det er ikke et ønske for nogen af os. Heldigvis trives børnene jo også i vuggestue og børnehave. Men derfor ved jeg også godt, at de har brug for deres forældre mens de er små. Er det så egoistisk at vælge flere timers arbejde end det er muligt at være sammen med mine børn i hverdagene? Det er der sikkert nogle der ville sige. Men jeg ville som person aldrig kunne affinde mig med at være hjemmegående. Jeg ville virkelig gå ud af mit gode skind, hvis mine hverdage skulle gå med at tage på legepladsen, tegne og læse bøger. Putte til lur og ordne vasketøj og servere mad 4-5 gange om dagen. Der er vi så forskellige på det punkt. Begge måder at leve sit liv på kan være lige hårdt. Kernen i det skal jo bare være, at man er glad og tilfreds med sit liv.

Generelt bliver jeg faktisk en smule ked af det, når vi blander os for meget i hinandens måde at leve vores liv på. Gør os til dommere for, hvad der er rigtigt og forkert. Det er desværre ikke så sjældent set på sociale medier, og jeg har lidt det princip, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sig for god til at ytre sig. Konstruktive og velmenende kommentarer og debatter er jeg vilde med, men desværre kan tonen hurtigt blive dømmende og negativ, når jeg sådan læser rundt omkring på andres profiler. Det er desværre ofte i blandt os mødre, at jeg støder på det. Og det kan godt gøre mig lidt uforstående, for hvis der er noget der kan ramme en midt i hjertekulen, så det er kommentarer omkring, hvordan man agerer som mor. Og vi kan godt blive enige om, at vi er dybt forskellige i den rolle, men fælles for os alle er, at vi gør hvad der fungerer for os i vores familie og at vi alle gør det bedste vi nu engang har lært og er i stand til.

Jeg blev også pludselig ramt af en eller anden tvivl omkring min egen profil på instagram. Dybt åndsvagt og vel i bund og grund et tegn på usikkerhed, at jeg kan blive påvirket af det. At jeg måske pludselig blev i tvivl om, hvorfor jeg egentlig deler så meget, hvad der skulle gøre mig interessant, mit liv til noget der er værd at følge med i. Jeg er ligesom kommet frem til, at det univers som jeg har skabt mig på min instagramprofil, og vel egentlig også herinde er mit. Det er der, hvor jeg deler mine små op- og nedture, hverdagsglæder, hårde perioder, mine børn, mine interesser. Mit liv. Og det er i jo heldigvis nogle, som synes der er interessant. Og jeg er på en eller anden måde blevet lidt afhængig af jer i den forstand, at uden den daglige sparring og interaktion som jeg har med jer derinde, så ville jeg ikke synes, at det var ligeså sjovt at dele. Jo mere jeg får igen fra jer, jo mere energi får jeg også lyst til at lægge i den. Det giver vel god nok mening. Men jeg er også nødt til at finde mere ro og hvile i det her med, at folk altså hopper fra. Dagligt. Men samtidig kommer der ind i mellem også nye til. Og det har naturligvis ikke noget at gøre med mig som person. Det har noget at gøre med at de enkelte glimt jeg viser derinde, måske ikke længere er interessante for nogle, hvilket også er fuldt forståeligt. Jeg har fra starten af haft det godt med at dele ud af mig selv og mine tanker. Fordi det giver mig noget igen og giver mig luft for de ting, som rumsterer i mit hovede. Min grænse går selvfølgelig, når det drejer sig om mine nære relationer eller hvis det er noget meget personligt. Disse ting er selvfølgelig ikke nogle, som jeg har lyst til at dele med alle. Men når det kommer til min egne usikkerheder eller mine udfordringer i forhold til alt det her med at takle hverdagen som mor til to små børn og med et arbejde, der også fylder meget, en mand der skal have lidt kærlighed og et hus der skal passes – så deler jeg hjertens gerne ud. Fordi jeg ved, at vi er så mange der er i samme båd, og fordi disse relationer og den her samhørighed som vi på en eller anden måde får opbygget giver mig en helt masse igen. Så tak for det. Det er virkelig fantastisk! Jeg har uden tvivl haft lidt fart over feltet de seneste par måneder. Gennem den seneste tid er det begyndt at lysne lidt igen og jeg er nok blevet mere bevidst omkring at huske mig selv. At sige højt hvad jeg har brug for eller ind i mellem kræve lidt luft. Det er stadig en læreproces for mig, fordi jeg sidder lidt fast i superhelterollen i mit eget hovede, hvor jeg synes jeg kan klare det hele. Det kan jeg selvfølgelig ikke. Det kan ingen. Men jeg kan klare meget, og der skal meget til at knække mig. Det handler vel i bund og grund om, at jeg skal acceptere det uperfekte, de nemme løsninger, de dumme dage, som heldigvis ikke overtager de gode. Måske bliver jeg bedre til det, måske gør jeg ikke, fordi det ligger ret dybt i mig, at jeg har ambitioner og jeg har krav til mig selv om, hvordan jeg ønsker at være fx som mor.

Men nu har vi nogle fridage sammen – mig og børnene. Og det glæder jeg mig til. Jeg husker tydeligt dengang, hvor Lily Sofia var lille og jeg fik en kæmpe klump i maven over at skulle være alene med børnene. Det virkede fuldstændig uoverskueligt, fordi Lily Sofia sov så lidt og hang på min arm det meste af dagen, og fordi Carl Emil stadig var lille. Nu er det en helt anden sag. Nu er der en masse at se til hele tiden. Forskellige behov der skal dækkes og små interne kampe mellem de to, som man skal prøve at løse pædagogisk, så helvede ikke bryder løs eller man forskelsbehandler. Men det er også blevet meget nemmere, fordi de er blevet større og meget bedre kan udtrykke deres behov. Fordi jeg stadig lærer dem bedre og bedre at kende, opdager nye sider af deres personlighed. Og de kan rent faktisk lege sammen eller hver for sig i længere tid af gangen, så jeg ikke længere behøver at planlægge alting i forvejen. Vi kan gøre tingene sammen, de kan være med til det meste. Og jeg elsker deres alder lige nu. De bliver sjovere og sjovere, og jeg synes virkelig at jeg har to små kærlige og omsorgsfulde børn. Det gør jeg virkelig. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne tanke op på dem og deres selvskab de næste fire dage, som er helliget dem. Et afbræk i en travl hverdag. Det bliver dejligt. Tak fordi i stadig tjekker ind forbi, når jeg ind i mellem endelig får skrevet et indlæg til jer. Håber i får en dejlig efterårsferie.