Om søskendekampe, energiniveau og at trække stikket

Søndag aften kl.19.15. Carl-Emil er faldet i søvn. Lily Sofia ligger stadig og småsludrer i sengen, men mon ikke snart hun overgiver sig. Jeg har ventet ret lang tid på det her tidspunkt. I små glimt, men mere eller mindre i løbet af hele dagen i dag. Jeg ved ikke.. Jeg tror bare, at jeg har været mor over evne her i weekenden i den forstand, at jeg ikke rigtig har så meget mere at give af. Og så går energiniveauet ned, og jeg ser mest bare frem til, at de falder i søvn. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Det følger nok lidt med i pakken med at få børn. Op og nedgang på overskudskontoen. Og sådan har min egentlig også set ud hele weekenden.

For det skal ikke lyde som om, at vi har haft en dårlig weekend Det har vi ikke. Jeg har bare været ret meget selv med børnene, fordi Simon har haft ondt i maven siden torsdag. Muligvis noget begyndende mavesår, men jeg ved ikke helt. Det var ikke desto mindre hvad lægen mistænkte. Så han har naturligvis ikke været så meget tilstede, og jeg har trukket læsset så godt jeg nu engang har kunne. Egentlig nydt at vi har haft en weekend helt uden planer, så vi selv kunne bestemme, hvordan dagene skulle forløbe. Så vi har været på et spontant venindebesøg, vi har bagt cookies, været i fælles karbad, ryddet op i alt legetøjet og efterfølgende en tur til genbrugen. Spist lidt for mange søde sager og sprunget lidt over hvor gærdet er lavest. Men vi har hygget os. Uden tvivl. Jeg har bare været mere mor, end vi har været forældre denne weekend. Sådan er det jo – man må hjælpe hinanden. Men derfor tillader jeg alligevel mig selv at sige, at det har været en anelse hårdt ind i mellem, og jeg kan mærke, at jeg glæder mig lidt til at køre afsted på arbejde i morgen. Det er egentlig også lidt mit frirum, hvor jeg lader op til igen at komme hjem og være mor.

Når jeg bliver træt og overskuddet er ved at være i bund, så hæver jeg ind i mellem stemmen. Jeg bliver kort for hovedet, svarer absolut ikke altid særlig pædagogisk korrekt – eller nærmere kan jeg godt finde på at snakke til mine børn, som om de er noget ældre, end de er. Fortæller dem, at jeg er træt, og at de også må forstå, at jeg ikke kan være to steder på en gang. Det ved jeg jo godt, at de hverken giver en meter for eller forstår noget af. De vil bare have hvad de ønsker. Her, nu og ingen ventetid, tak. Og samtidig med at den ene vil have havregrød, den anden vil have yoghurt, tømmer jeg opvaskemaskinen, skyller bær til kongernes morgenmad, rister et stykke rugbrød til mig selv, og finder lige præcis  den farve ske og kop frem til dem, som de ønsker, fordi jeg ikke lige magter konfrontationen. Kampene vælges med omhu. Når det er noget uretfærdig eller noget er for meget, så siger jeg fra og lader dem bliver sure og skabe sig. Råbe på far, som så må være den godhjertede i den her sammenhæng. Det gør mig ikke så meget. Jeg kan ikke være deres tjener altid, og især Carl-Emil har nået en alder hvor han sagtens selv kan hente en banan eller et glas vand. Eller rydde puslespillet op efter sig. Men jeg øver mig i og bliver nok også bedre til at bede ham om at hjælpe sig selv, i stedet for at det altid skal være mig.

I dag har de slås med hinanden, som jeg sjældent har oplevet noget lignende. Jo måske i Thailand i perioder, hvor de var meget sammen. Men Lily Sofia sov en dårlig og alt for kort middagslur, så siden kl. 14 har hun været en ret stor udfordring – mildt sagt, i ved. Hun har skreget mere end hun har været stille. Ikke kun i gråd, men mindst ligeså meget i hysteri. Hvor den pige har fået det temperament fra. Det er helt skørt! 😉 Hun kan blive helt rødglødende. Og så slår de hinanden, når den anden pludselig står med den puslespilsbrik eller den tennisbold, som ingen egentlig havde brug for til noget. De slår, de sparker, de skubber. Carl-Emil kan faktisk blive så frustreret, at han brøler som en løve og bider ud efter hende. En side som han faktisk først har fået efter han blev ældre – og blev storebror. Det er sgu heller ikke altid nemt at være ham! Lily Sofia er jo virkelig en mors pige. Hun bliver jaloux hver eneste gang, han gør tegn til at have brug for at sidde lidt hos mig. Så vælter hun ovenpå os begge og prøver at skubbe ham væk. Og derudover vil hun rigtig tit det samme som ham og der kommer alderen lidt imellem dem, fordi Carl-Emil godt kan samle sig om noget i længere tid og finde ro i en bog eller et spil. Men hun har oftest kastet alting på gulvet efter få minutter, og så starter balladen igen.

Da aftensmaden stod og simrede lagde jeg mig ind ved siden af Carl-Emil på sofaen, der lå og så Peter Pan på Ipaden. Jeg lagde armen omkring ham og nussede ham i håret og snakkede lidt med ham om, hvad det var han lå og så. Lily Sofia var ude i køkkenet, og han tog sin lille varme barnehånd og nussede mig på kinden og puttede sig endnu tættere på mig. Jeg smeltede fuldstændig inden i at hans lille kærlige væsen og gestus. Blev ramt at, at han så nemt bliver lidt tilsidesat – af mig – fordi Lily Sofia stadig kræver mig så meget. At jeg måske skal blive bedre til at dele dem op og prioritere lidt alenetid med ham, selvom han ikke mangler hverken det ene eller andet. Men måske ville det være godt for mig at have lidt tid kun med ham. Da Lily Sofia kort efter kom ind til os og så at vi lå sammen, ville hun selvfølgelig også være med. Og så puffede han hende væk med sin fod og kiggede på mig som for at sige, at nu var det os to. Hun skulle ikke lige være en del af det øjeblik, som vi to havde sammen. Så jeg lokkede hende tilbage i køkkenet ud til sin far, mens jeg kunne få fem minutter mere med Carl-Emil. Alene. Hvor han fik min fulde opmærksomhed, jeg nulrede hans små lokker og aede hans lille hånd, der ind i mellem gav min et lille tryk tilbage. Lille mand. Så stor og lille på en og samme tid. Det må virkelig ikke altid være nemt at være ‘den store’, for det er han jo egentlig ikke. De er tætte på hinanden, og selvom de også får rigtig meget glæde ud af hinanden, så er det også pokkers vigtigt at huske på, at de også skal have alenetid. Ikke kun i børnehaven eller vuggestuen, men også med deres forældre. Og måske har Carl-Emil især brug for lidt tid alene med mig ind i mellem. Hvor jeg tager en halv fridag og kun henter ham tidligt, så vi kan få nogle timer sammen, inden den lille skrubbe kommer hjem.

Det er frustrerende, når vores børn er uvenner og slås. Men jeg ved også godt, at det desværre nok lidt er uundgåeligt som søskende. Måske i lidt højere grad, når de er så tætte, at de trods alt vil meget af det sammen og egentlig også kan mange af de samme ting. Jeg har aldrig fortrudt, at vi har fået børn så tæt sammen. Det er hårdt lige nu. Både for dem og også for os. Men det er også fantastisk, der er gang i den, de er sindssygt sjove og lærer så meget nyt. Personlighederne vokser, og forskellighederne imellem dem bliver tydeligere og tydeligere. Men der er virkelig ikke særlig mange sekunder, hvor jeg føler, at der er ro i deres vågne timer. Og jeg tænker hver dag på, hvad jeg mon egentlig lavede med al den tid, før jeg fik  børn 😉 Men svaret er nok bare, at jeg trods alt slappede lidt mere af. Eller lavede ting, der kun interesserede eller gjorde noget godt for mig selv. Så man lærer nok lidt på den hårde – men også fantastiske – måde at tilsidesætte sig selv for sine børn. Jeg vil gøre alt for dem. Det vil vi helt sikkert allesammen. Og lige gyldigt for hårdt det er, hvor frustrerede og hvor sure vi kan blive. Hvor trætte vi er og hvor meget vi har lyst til at lukke døren og gå en tur for os selv, når det brænder allermest på. Så gør vi det ikke. Fordi vi har sat nogle små til verden, som kræver os, og som vi betyder så meget for, at alt andet vel egentlig kan være ligemeget. Inklusive os selv. Og med det mener jeg ikke, at vi skal glemme os selv eller aldrig prioritere os selv, for det skal vi også. Det bliver bare ikke altid på vores egen præmisser, at det sker eller lige i det øjeblik, at vi har brug for det. Så kommer det på et andet tidspunkt. Eller vi kommer fra den følelse igen, fordi vores børn lige pludselig giver os et kram, får et grineflip eller siger noget så sødt, som får os til at smelte og glemme at vi var sure for et minut siden. Vi bærer aldrig nag og glemmer ligeså hurtigt, som ting sker, når det kommer til vores børn. Eller det gør jeg i hvert fald. Derfor kan en dag også føles som en følelsesmæssig rutsjebanetur, fordi den veksler imellem dyb kærlighed til frustration og irritation til igen at vende tilbage til at det hele jo giver mening med de børn, der beriger vores liv. Vores børn.

Nu vil jeg lukke ned for i aften. Pakke tasken til i morgen og børnenes tøj. Hoppe i et varmt bad og så i seng. Simon sover allerede selvom klokken knap er otte. Men egentlig passer det mig fint. Jeg tror egentlig, at jeg mest har lyst til ro. Til ikke at snakke og bare ligge og se et eller andet program i fjernsynet, som ikke kræver den store hjerneaktivitet. Jeg er klar til en ny uge. Efter en god, men også lidt krævende weekend. Men mine børn har hygget sig og fået masser af opmærksomhed, og de er vist også klar til en ny uge med deres jævnaldrene legekammerater og til lige få en lille pause fra hinanden. Søskende er en gave, men man skal også huske på, at det ikke altid er nemt at skulle dele alt ligefra kærlighed til en legoklods. Det vil jeg blive bedre til. Og prøve at give mine børn lidt mere udelt opmærksomhed hver for sig og pakke tankerne væk om, at jeg gerne vil være der for begge to hele tiden. Kærlighed er der nok af til dem begge, men en mors eller fars udelte opmærksomhed vil nok bringe mere glæde, hvis de ind i mellem ikke skal kæmpe for at få den.

Sov dejligt <3